tirsdag den 17. januar 2017

Dagens smil....

Ved stranden i Vorupør

Her i Casa Michelsen holder vi rigtig meget af hunde. Især Cæsar har sat kæmpe spor i vores hjerter, både fordi vi havde rigtig mange udfordringer med ham, som vi hen ad vejen fik styr på, og fordi vi var så heldige at have ham i 14½ år, - 14½ hvor man knytter virkelig tætte bånd til sådan et kræ. Samtidig var han en fantastisk hund med masser af humor og skøre, herlige påfund. Han var virkelig en hund, der "kom ind under huden" på hele familien.

Men vi stod jo i det dilemma, at vi også gerne ville ud at rejse, hvilket ikke er den nemmeste sag i verden, når man har hund. Enten skulle han passes, og det havde vi det ikke så godt med, med de udfordringer han havde - eller også skulle han med, hvilket vi helst ville. Den sag blev løst ved, at vi købte campingvogn og tog ham med, så han endte med at blive en ret så berejst hund *smiler*

Forleden faldt jeg over et indlæg på Facebook, som jeg synes I skal se, det handler nemlig lige præcis om dét med at have sin hund med sig, når man gerne vil rejse.

---------------

En mand skrev en email til et lille hotel i en by, han havde planlagt at besøge på sin ferie. I mailen skrev han:

"Jeg vil meget gerne tage min hund med, så han kan bo hos mig under mit hotelophold. Han er velopdragen, opfører sig eksemplarisk og forstyrrer ikke nogen. Tror du, at det ville være muligt for mig at lade ham sove sammen med mig på hotelværelset om natten?"

Manden fik svar fra hotelejeren næsten med det samme. Han skrev:
"Min gode mand, jeg har haft dette hotel i mange år. I løbet af denne tid har jeg aldrig oplevet en hund stjæle håndklæder, sengetøj, sølvtøj eller malerier fra væggen.

Jeg har aldrig været tvunget til at smide en hund ud midt om natten, eftersom den var fuld og opførte sig dårligt. Og jeg har aldrig oplevet en hund, som har løbet fra regningen. Så ja, din hund er selvfølgelig velkommen til at bo på mit hotel.

Og hvis din hund kan sige god for dig, så er du også velkommen til at bo her."

---------------

Der fik jeg lige et af dagens mange smil, for denne lille spøg af en historie rammer lige i øjet på en virkelig hundeven, der er "bitten by the travel-bug".
 
Jeg skal ikke trætte Jer med en masse snak om Cæsar, for ham kan jeg snakke om i timevis (hvis det slår til), men jeg synes da lige jeg vil vise et billeder mere af ham.

Smukke Cæsar

Fik du også dagens smil?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar