fredag den 25. november 2016

Alcudia by....


Nu må det vist være på tide, at få afrundet ferien på min dejlige yndlingsø. Ikke for det, jeg kunne såmænd blive ved med at fortælle om, hvor dejlig Mallorca er, men man  behøver jo ikke dele alt her på bloggen *smiler* - Nu nærmer julerierne sig jo (ikke fordi vi gør så meget ud af julen her i huset), og vi må jo ligesom også videre. Derfor bliver indlægget her det sidste, for nu i hvert fald, fra La isla bonita (den smukke ø).


Som jeg tidligere har fortalt, så er Alcudia også andet end blot sol og strand, som stedet jo nok er mest kendt for. Jeg holder SÅ meget af gamle Alcudia, og jeg bliver simpelthen så glad indeni, når jeg går rundt i de gamle gader. Man kan let finde byer på øen, der er langt smukkere end gamle Alcudia, men derfor er byen alligevel blevet "min by" - indtil videre, i hvert fald.

Figner i forskellige afskygninger

Mange af de små butikker handler med lokale lækkerier, her kan man blandt andet købe lækre oliven, lokale marmelader, dejlige olier, likører, vin, figner, figner med f.eks. anis, figenkager og så videre. MUMS siger jeg bare, ærgerligt at man skal betale for overvægt på flyet.

Jeg mødte Angela

Den sidste hele dag vi havde på øen, fik jeg noget af en overraskelse. Det var bygevejr, og vi var startet tidligt ud om morgenen, - vi ville jo gerne have mest muligt ud af dagen. Køligt var det også, så jeg krøb i noget varmere tøj og sko, men det kom jeg virkelig til at fortryde senere.
Nå, men vi havde bestemt os for, at vi ville gå forbi og sige hej til Patrick, før vi rejste hjem. Der var lukket og slukket hos ham, så han har sandsynligvis været ude på tur eller tilladt sig at holde lidt fri. På afstand havde jeg godt registreret, at der sad et par på bænken lige efter hans kontor. Pludselig hører jeg damen sige: HELLOOOO....... ARE YOU KIRSTEN FROM INSTAGRAM? Joh... det var jeg da. "I'm Angela" sagde hun så. Så ringede klokken, - hun var jo @seapinx, - vi følger hinanden på Instagram. Vi sludrede lidt, fik taget lidt billeder, ønskede hinanden fortsat god ferie/hjemrejse, og gik så hver til sit. Utroligt, at møde et menneske, som man rent faktisk ikke kender, og som alligevel kan genkende én fra Instagram. Det var en pudsig overraskelse, det plejer ikke at ligne mig, men jeg blev sgu ærlig talt lidt mundlam over overraskelsen * smiler*


Lige til slut, - her er "vores" bus, som vi kørte en del med denne gang. Der går kun 10 - 15 minutter mellem hver bus, så det er luksus i forhold til, hvad vi er vant til. Det er nemt og billigt, så når man bor så langt ude, som vi gjorde, er det en super nem og god måde at komme rundt på, i stedet for at bruge tid og energi på at gå. Og det var så alt om vores ferie - for nu i hvert fald.

Som det ser ud lige nu er der ikke planlagt flere rejser, og dem der kender mig vil vide, at det ikke er noget jeg har det ret godt med. Jeg kan leve læææænge på forventningens glæde. Vi har lidt ferie her først på året, så jeg håber det lykkes at få "strikket" en lille rejse sammen der, - bare en lille bitte én *smiler*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar