onsdag den 24. august 2016

En helt almindelig hverdagsfridag.....


Kender I det, at man vågner om morgenen og tænker ”i dag skal jeg altså bare ud og gå mig en lang tur”? Sådan havde jeg det her til morgen. Jeg trængte til at få gang i kroppen, men nu er jeg jo ikke dén, der tager løbeskoene på og tonser derudad, det er jeg for det første for doven til, og for det andet vil min gigt ikke rigtig være med til den slags. Måske er det de sidste mange fridages lidt for gode mad og andre lækkerier, blandt andet den dejlige rabarbertærte fra i mandags, der har været årsag til mit pludselige behov for at være lidt mere aktiv end vanligt, hvem ved….


Først gik Magnus og jeg vores stille og rolige formiddagsrunde i et tempo, som passer til ham, og bagefter gik jeg en god, lang, rask tur alene. Undervejs så jeg til min glæde, at vi igen havde fået en blomsterbutik i vores bydel. Den måtte lige tjekkes ud. De havde tilbud på en masse fine potter og vaser, og der røg da også lige et par stærkt nedsatte gråblå (selvfølgelig gråblå *smiler*) vaser og lidt roser med hjem. Ud over blomster og dekorationer handler de med the, chokolade og nogle fine træskilte. Vi har virkelig manglet sådan en butik her i området.  Så velkommen til…..
 

I dag er så den sidste af mine 7 fridage, - om jeg fatter hvor de er blevet af. Fra i morgen er det back on track, jeg er lidt spændt på at komme tilbage på jobbet og se om der er en afklaring af vores lokalesituation, men det kommer I nok til at høre mere om, når bosserne har truffet deres beslutning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar