fredag den 12. august 2016

Weekend i familiens tegn.....

Claus, Maja og Ringo havde meldt deres ankomst til spisetid i fredags. Jeg stødte til kl. 23.15 da jeg havde fri fra aftenvagt. Selvom det ikke var så længe siden vi havde været sammen, var der alligevel en masse der skulle opdateres og vendes, så det endte da også med at blive et godt stykke over midnat før hundene var luftet og alle var krøbet til køjs.

Ringo var i løbetid, så Magnus syntes hun var MEGA lækker

Ringo var i løbetid, så Magnus syntes hun var fantastisk dejlig, men det gik faktisk rigtig godt mellem dem alligevel.



Magnus er jo ikke golden retriever for ingenting, så da Ringo fik serveret sin mad, holdt han sig til, i håb om, at hun ikke kunne spise op.

Lørdag formiddag passede vi Ringo, mens Claus og Maja var ude at købe fødselsdagsgaver til Naja og Jannie, godt nok temmelig meget forsinket, men bedre sent end aldrig.

Der pakkes fødselsdagsgaver ind

Vi var blevet enige om at grillen skulle startes op ved spisetid, så der røg nogle lækre ben, pølser og bøffer på, dertil drak vi god italiensk rødvin. Senere rykkede vi indenfor og slappede af med et par krimier på TV.


Søndag formiddag skulle gaverne så afleveres nede hos Jannie og Kristian. Bernd og jeg bestemte os for at blive hjemme og passe hundene, så de unge mennesker kunne sludre uden os.

Claus var ikke helt tilfreds med vejret

Efter frokost kørte Claus og Maja nordpå. De var knapt rejst af før Nicoline og Jannie meldte deres ankomst til kaffe. Jeg ELSKER deres små weekendbesøg *smiler*




Der kigges på billeder på morfars telefon

Nicoline er vild med at fotografere (hvem mon hun har det fra?), når hun er her. Hun plejer at låne et gammelt pocketkamera, jeg ikke bruger længere, som hun skyder løs med. Denne gang var det dog morfars telefon, der blev brugt. Sjovt nok er det helt i orden at tage billeder af os andre, men hvis vi vil have billeder af hende, må vi snige os til det *smiler*



Vi rundede en hyggelig weekend af med pizzaer og rødvin, og så var det tid til at smække benene op i sofaen og flade ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar