lørdag den 8. oktober 2016

Anmeldelse: Grupotel Port de Alcudia.....

Grupotel Port de Alcudia (fotocredit: Startour)

Vi har igen valgt at rejse med Startour, ganske enkelt fordi vi altid har været godt tilfredse med deres service, deres hjemmeside er nem og overskuelig at finde rundt på, - der er bare ingen pjat med dem, - så derfor.

De 2 andre gange vi har været i Alcudia, har vi boet på Estrella de Mar, driften er nu overgået til en tysk koncern, så Startour kan ikke længere benytte hotellet. Denne gang valgte vi at bo på Grupotel Port de Alcudia, som ligger længere væk fra havnen end vi er vant til. Hotellet blev renoveret for få år siden, så det kunne jo ikke gå helt galt *smiler*
 
Soveværelset (fotocredit: Startour)

Vi havde bestilt en lejlighed, for vi synes det er rart med noget albuerum og et bord, der er stort nok til, at vi kan arbejde ved vores computere samtidig. Soveværelset er dejlig lyst, og ellers som man forventer et soveværelse skal være.

Stuen (fotocredit: Startour)

I stuen er der den fedeste hvide lædersofa, som man bare sidder brandgodt i, og så kan den laves om til 2 ekstra sovepladser.
 
Altanen (fotocredit: Startour)

Vi havde en dejlig stor altan, som var møbleret med lækre møbler. Vores lejlighed lå på 4. sal, så der var en mega lækker udsigt, som I får at se i et af de andre indlæg der kommer fra vores dejlige ferie (og der kommer mange, - så er I advaret *smiler*)
 


Restauranten (fotocredit: Startour)

Den store restaurant er fin og lys med et pænt udvalg af mad og drikkevarer til alle måltider. Der er noget for en hver smag, så med mindre man er ekstremt kræsen eller vanskelig, hvad mad angår, behøver man bestemt ikke gå sulten fra bordet.

Området mellem restauranten, poolen og poolbaren (fotocredit Startour)

Området mellem restauranten, poolen og poolbaren er spækket med masser af borde og gode stole, så der er mulighed for at sidde udenfor og spise, nyde nogle gode drinks eller lignende.

Hvad service angår er der bestemt heller ikke noget at klage over. Personalet i restauranten og barerne er ganske enkelte fantastiske. Der er bare plads til alle, de prøver sågar at aflede de børn, der af en eller anden grund er ret så utilfredse, - noget som deres forældre egentlig burde have gjort, men det skriver jeg mere om en anden gang.

Vi havde helt bestemt en dejlig ferie på Grupotel Port de Alcudia, MEN der ER plads til forbedring et par steder.

Først og fremmest er sengene meget hårde, hvor ville det være dejligt med nogle blødere senge, hvis man kigger på diverse anmeldelser af hotellet kan man se, at der er mange der mener dette. Jeg ville gerne betale lidt mere (ikke fordi rejsen var billig), hvis man eventuelt kunne få (eller betale sig fra at leje) en god, tyk topmadras, og ikke kun kunne få, hvad der svarer til en ½ cm tyk rullemadras lagt på sengen.
Der er virkelig meget støj på hotellet. Mange af gæsterne er børnefamilier, og børn må selvfølgelig gerne både ses og høres, det er slet ikke det. Mange af børnene skreg meget og løb ekstremt larmende rundt. Meget af det handler om manglende opdragelse, hvis man spørger mig, og det kan hotellet jo ikke gøre noget ved, men der kunne godt gøres nogle generelle tiltag hvad støjen angår. Støjdæmpende foranstaltninger i restauranten ville hjælpe gevaldigt, og bare nogle dupper under stolene, både i restauranten og i lejlighederne ville virkelig også kunne gøre en stor forskel.

Næste gang vælger vi efter al sandsynlighed et hotel, der ligger tættere på havnen, for det er og bliver det område, der passer bedst til de ting vi gerne vil, når vi er i Port de Alcudia. Hotellet er super godt, personalet er fantastiske, servicen i top, rengøringen er i særklasse, - det er slet, slet ikke dét, så hvis beliggenheden havde været tættere på havnen og gamle Alcudia, sengene havde været bedre og støjen mindre er der ingen tvivl om, at vi ville vende tilbage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar